(opdateres)

Coronakrisen og et stort dyk i oliepriserne i foråret har sat genopretningen af den pressede borerigsektor på pause.

Det har kunnet mærkes hos det danske borerigselskab Maersk Drilling, der dog så småt begynder at kunne ane lysere tider, selv om coronapandemien langtfra har sluppet sit tag i en lang række lande verden over.

- Da bølge et ramte i foråret, gjorde olieselskaberne hvad de kunne for at holde på kontantbeholdningerne. Det har vi ikke set med denne bølge. Olieselskaberne har stadig de samme planer, som de havde før bølge to, siger Jørn Madsen, der er administrerende direktør hos Maersk Drilling.

I løbet af foråret stod aktiviteten på et tidspunkt helt stille, da olieselskaberne, som er Maersk Drillings kunder, reducerede deres forventede investeringer i projekter.

Dermed var det også begrænset, hvor mange der var på jagt efter en leverandør af borerigge. Siden det bratte ophold i aktiviteten, er markedet nu igen begyndt at rykke på sig, fortæller topchefen.

- Vi ser faktisk, at aktivitetsniveauet på tilbudssiden er ganske høj i øjeblikket. Der er mange, der er ude at finde rigge til deres projekter, og vi har en hel del aktivitet på det område. Så på den måde ser det okay ud, siger Jørn Madsen.

Der er dog også et "men". Markedet for borerigge har den seneste årrække været præget af en ubalance mellem udbud og efterspørgsel, som ikke har været til leverandørernes fordel. Og det har coronakrisen ikke gjort bedre.

- Overordnet set er markedet stadigvæk et sted, hvor der er for mange rigge, i forhold til hvad kunderne har behov for. Det har en negativ effekt på rateniveauet og udnyttelsesgraden i branchen, siger direktøren.

/ritzau/FINANS