Al trafik til og fra Irans største lufthavn, Imam Khomeini Lufthavn i hovedstaden, Teheran, er blevet indstillet indtil klokken 09.00 fredag morgen dansk tid.

Det sker ifølge det iranske nyhedsbureau Mehr, efter at der er har været meldinger om et israelsk angreb i landets Isfahan-region.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Flere iranske kilder skriver, at luftværn er blevet aktiveret i landet. Luftværn er en slags våbensystemer, som skyder blandt andet droner og missiler ned.

Nyhedsbureauet AFP skriver, at der ifølge Iran er blevet skudt droner ned, men at der "endnu ikke har været angreb med missiler".

Ifølge det iranske nyhedsbureau Fars er der blevet hørt tre eksplosioner i nærheden af en militærbase i den nordvestlige del af Isfahan.

Ifølge Iran er der tale om et israelsk angreb.

Det har Israel afvist at kommentere over for AFP.

- Vi har for nuværende ikke nogen kommentar, lyder det fra israelsk militær.

Reuters skriver dog på baggrund af udtalelser fra anonyme kilder med indsigt i sagen, at USA af Israel allerede var blevet underrettet om et forestående israelsk angreb mod Iran.

Imam Khomeini Lufthavn er blevet lukket for al trafik frem til klokken 09.00 dansk tid.

Det står endnu ikke klart, om nogen er kommet til skade i angrebene mod Iran.

Det er heller ikke klart, hvor meget - hvis nogen - materiel skade, der er sket.

Det står dog ifølge Iran klart, at eksplosionerne, som kunne høres i Isfahan, ikke stammede fra missiler, som slog ned på landjorden.

Der var tale om droner, som blev skudt ned af det iranske luftværn.

/ritzau/