Konflikten omkring Det Røde Hav har tvunget verdens containerrederier til at sejle en lang omvej rundt om Afrika for at betjene de tunge ruter mellem Asien og Europa.

Og det betyder de facto tab af omtrent 15-20 pct. af industriens samlede kapacitet på ruterne, fordi skibene tvinges til at sejle den lange omvej.

Sådan lyder det mandag fra Mærsk i en meddelelse til selskabets kunder.

Omfanget af konflikten, der startede ved at Houthi-bevægelsen fra Yemen begyndte at angribe handelsskibe i farvandet som reaktion på Israels angreb på Gazastriben, øges nemlig fortsat, oplyser Mærsk.

- Effekterne af situationen i Det Røde Hav udvider sig og fortsætter med at skabe forstyrrelser på tværs af industrien. Vi udvikler løsninger med en målsætning om at tilbyde vores kunder større pålidelighed for deres forsyningskæder, skriver Mærsk i meddelelsen.

Angrebene har stået på siden november sidste år og menes at have reduceret trafikken gennem den vigtige Suez-kanal med omkring 80 pct., viser en undersøgelse fra Bloomberg Intelligence.

Mærsk selv omlagde i januar alle sine egne sejladser mellem Asien og Europa, så de nu går uden om Kap Det Gode Håb i Sydafrika.

Det skete, efter at flere af det danske selskabs skibe havde været udsat for angreb omkring Det Røde Hav.

I forbindelse med regnskabet for første kvartal oplyste Mærsk, at selskabet venter, at konflikten vil vare ved indtil mindst andet halvår og måske også hele 2024.

.\\˙ MarketWire