Danske Bank får kritik af Finanstilsynet for inddrivelse af kunders gæld og får fire påbud, der skal sikre, at situationen ikke gentager sig. Det oplyser Finanstilsynet.

Finanstilsynets påbud til banken skal rette op på den nuværende situation og sikre, at situationen ikke gentager sig, skriver tilsynet.

Påbuddene til banken er, at Danske Bank skal:

- Stoppe inddrivelsen af gæld fra alle kunder i inkassoafdelingen, undtagen fra de kunder, hvor der er en ubetydelig risiko for, at gælden er fejlbehæftet. Alle kunder skal dog have mulighed for at standse indbetalingen, og det skal ske uden ekstraomkostninger for kunderne.

- Informere alle berørte kunder individuelt.

- Fremadrettet sikre, at banken straks stopper med at opkræve penge, den ikke har ret til, når banken konstaterer en fejl.

- Fremover sikre, at kunderne straks informeres individuelt, hvis banken mener, at kunderne kan være berørt af den konstaterede fejl.

- Danske Bank undlod at handle redeligt og loyalt overfor sine kunder, da banken fortsatte med at inddrive gæld, som banken ikke havde krav på, og samtidig undlod at informere de berørte kunder om fejlen. skriver Finanstilsynet.

Tilsynets direktør, Jesper Berg, udtaler:

- Kunderne skal kunne have en berettiget tillid til, at banken behandler dem ordentligt, og at banken har helt styr på sin gældsinddrivelse. Sagen er skadelig både for de berørte kunder og for den samfundstillid, som er vigtig for et velfungerende finansielt system.

Sagen om indkrævning af gæld er kommet frem hos Berlingske og TV2. De to medier har afdækket, at Danske Bank gennem en årrække har opkrævet for meget gæld fra tusindvis af kunder.

Det samlede beløb vurderes at løbe op i 50 millioner kroner.

Koncerndirektør og risikochef Carsten Egeriis oplyser ifølge Ritzau, at banken allerede har iværksat tiltag, der tager hånd om de fleste af påbuddene. Derudover vil banken tage hånd om det resterende.

- Vi kan desværre ikke lave om på de fejl, der er begået, og som ikke tidligere er blevet håndteret ordentligt.

- Men vi kan – og det er det, vi er i fuld gang med – sørge for, at vi undersøger problemerne til bunds, retter fejlene og kompenserer kunderne fuldt ud.

- Vi beklager dybt situationen og den usikkerhed, som vores fejl og de fejlbehæftede data i bankens inkassosystem har skabt hos både kunder, medarbejdere og andre interessenter, siger Carsten Egeriis.

SPØRGSMÅL TIL ANDRE BANKER

På baggrund af sagen om fejl i Danske Banks gældsinddrivelsessystemer har Finanstilsynet nu stillet en række spørgsmål til de andre systemiske institutter, SIFI-institutterne, om deres gældsinddrivelsessystemer.

Ud over Danske Bank omfatter gruppen af SIFI-institutter Nykredit Realkredit, Nordea Kredit, Jyske Bank, Sydbank, DLR Kredit og Spar Nord. Spørgsmålene skal besvares inden fredag.

Finanstilsynet indskærper også over for landets øvrige pengeinstitutter, at de skal sikre sig, at de kun inddriver penge, som de er berettiget til, fra deres kunder, oplyser tilsynet.

/ritzau/