Windowmaster har ikke fået en drømmedebut på First North Growth Market Denmark, idet aktien efter åbningen er faldet ned under den pris på 10,42 kr., som de nye aktionærer i selskabet tegnede aktier til i forbindelse med børsnoteringen.

Kort efter åbningen var aktien oppe at runde i 10,60 kr., men den faldt ret hurtigt tilbage under tegningskursen, og ved 11.15-tiden tirsdag er kursen 9,73 kr. svarende til et fald på næsten 6,7 pct. I løbet af formiddagen har aktien dog været helt nede i 9,25 kr.

Windowmaster blev oprindeligt grundlagt i 1990 som en del af Velux-koncernen, men cleantech-virksomheden blev i 2015 opkøbt af Erik Boyter, som i dag er bestyrelsesmedlem og administrerende direktør i selskabet.

Under børsintroduktionen blev der solgt aktier for 59 mio. kr., og udbuddet, som sluttede tirsdag i sidste uge, blev overtegnet med 138 pct.

- Vi er glade for, at så mange investorer har vist os tillid og valgt at deltage i den spændende vækstrejse, som Windowmaster skal ud på de kommende år. Windowmaster er verdensledende inden for klimaanlæg baseret på frisk luft, og den position kan vi nu udnytte endnu bedre.

- Vores løsninger gavner klimaet, og derfor er vi en central deltager i den grønne omstilling på globalt plan, siger Erik Boyter i en meddelelse i forbindelse med tirsdagens børsdebut.

/ritzau/FINANS