Den globale mangel på mikrochips er ikke aftaget trods meldinger om mindre trængsel i de største asiatiske havne, fortæller seniorchefkonsulent i Dansk Industri Peter Bay Kirkegaard til MarketWire.

- Der er stadig et massivt problem for danske og udenlandske virksomheder, siger han.

Ifølge ham skyldes den begrænsede adgang til mikrochips ikke en blokering i forsyningskæden.

- Hvis der var rigeligt af dem i Asien, kunne man sagtens få dem sendt til Europa, fordi mikrochips ikke fylder særlig meget. Så det er ikke transportomkostningerne, der står i vejen for det.

Problemet ligger i, at den enormt store efterspørgsel har taget markedet med storm, vurderer seniorchefkonsulenten med speciale i global handel og investeringer.

Restriktioner på globalt plan har afholdt folk fra at bruge penge på services og i stedet givet forbrugerne mange flere penge mellem hænderne. Det har resulteret i, at efterspørgslen på elektronik som telefoner, fladskærme, computere og spilkonsoller er braget i vejret.

En efterspørgsel, producenterne har svært ved at følge med grundet manglen på de små avancerede mikrochips.

- Presset vil ikke aftage, fordi man bruger mikrochips i alt - lige fra elbiler til brødristere. Efterspørgslen stiger og stiger bare, siger Peter Bay Kirkegaard og fortsætter:

- Der er muligvis lys for enden af tunnellen, eftersom producenterne fremstiller mikrochips i et hidtil uset omfang.

Seniorchefkonsulent vurderer, at vi nok skal ind i slutningen af næste år, før situationen er helt normaliseret.

.\\˙ MarketWire