En lidt tvetydig start på aktieåret har ikke fået storbankers tro på europæiske aktier til at falme. Amerikanske Goldman Sachs og JPMorgan er blandt de banker, der spår aktierekorder forude for europæiske aktier i 2022, skriver Bloomberg News.

En rundspørge blandt i alt 19 banker viser, at Stoxx Europa 600-indekset formentlig vil være steget cirka 5,2 pct. til niveau 511 ved udgangen af 2022. Det er lidt mere end den gennemsnitlige årlige gevinst på 4 pct over de seneste 20 år.

- Europæiske aktier vil sandsynligvis få et godt år, omend med lavere afkast end i 2021, skriver Peter Oppenheimer, chefstrateg hos Goldman Sachs i en kommentar.

Han ligger over konsensus og spår en stigning i Stoxx Europa 600-indekset på 9 pct. i år. Også storbanken JPMorgan Chase er blandt de mere optimistiske. Her lyder buddet på en stigning på 7 pct.

Der er dog stadig langt op til afkastet i det festlige 2021, hvor indekset steg 22 pct. og satte adskillige rekorder.

.\\˙ MarketWire