Den norske robotproducent Autostore ligger onsdag eftermiddag øverst i det fælleseuropæiske aktieindeks Stoxx 600, efter at en heftig kursderoute oven på et søgsmål mod britiske Ocado har halveret aktien fra niveauet i november sidste år.

Det har ifølge Bloomberg News fået Citi til at hæve anbefalingen på aktien til "køb" og beholde kursmålet på 38 norske kr.

Citi-analytiker Martin Wilkie vurderer, at investeringstendensen på markedet for robotter til varehuse er uændret, og at Autostore-aktien efterhånden er på niveau med andre branchefæller.

Fokus er nu på patentsagerne mod Ocado i Tyskland og de amerikanske distriktsdomstole, mener analytikeren ifølge Bloomberg.

Mandag oplyste Autostore, at selskabet ville fortsætte sin patentsag mod Ocado efter et medhold fra Den Europæiske Patentmyndighed (EPO).

Sagen har kørt siden 2020.

Det sendte aktien ned med 5,4 pct. på dagen. Onsdag formiddag køber investorerne dog op i robotaktien, der stiger 14,5 pct. til 23,95 norske kr. på børsen i Oslo.

I en periode var aktien nede i 20,92 norske kr., og der var dermed tale om mere end en halvering fra niveauet i slut november, hvor aktien lukkede i 45,20 kr.

.\\˙ MarketWire