GN er fortsat godt på vej fremad ad de mange spor, som selskabet lige nu følger - med særligt fokus på kapitalplanen, sammenlægningen af selskabet og en genrejsning af væksten og profitabiliteten i headset-forretningen.

Og det vækker tilfredshed hos ledelsen, der kan se tilbage på et tredje kvartal, som overordnet markerer "et godt skridt fremad" for GN-koncernen.

Sådan lyder det fra Peter Karlstromer, der er administrerende direktør hos GN.

- Det er et kvartal, som vi er meget tilfredse med. Det er solidt i alle dimensioner og et godt skridt fremad for os, siger topchefen til MarketWire.

Han peger blandt andet på en fortsat stor vækst i høreapparatselskabet GN Hearing, der leverede 15 pct. organisk vækst i tredje kvartal og også leverede bedre end ventet på indtjeningen.

ENTERPRISE VISER TEGN PÅ BEDRING

Samtidig viste også det ellers svært udfordrede professionelle marked for headsets - såkaldt Enterprise - tegn på begyndende stabilisering, hvilket øger forhåbningen om, at markedet, der i tidligere år er vokset med en tocifret procentsats, kan vende tilbage til positiv vækst i 2024.

- Vi havde en rigtig god eksekvering i Enterprise. Det er stadig et svært marked, men vi gjorde det godt i markedet. Der er også tegn på start af en normalisering, og vi tror nu mere og mere på, at markedet vil vende tilbage til vækst på et eller andet tidspunkt næste år, siger Peter Karlstromer.

Et af tegnene på bedring er en mere optimistisk computerindustri, hvor meldingerne efter syv måneders konstant markedsnedgang er begyndt at blive mere positive.

- Vi er meget fokuserede på, hvad spillerne i industrien siger. PC-industrien er mere optimistisk om at vende tilbage til vækst igen og taler nu om, at det vil ske næste år, forklarer Peter Karlstromer.

GN selv havde i tredje kvartal en organisk vækst på minus 13 pct. - nogenlunde i tråd med forventningerne blandt analytikerne.

.\\˙ MarketWire