Lavere salg til bil- og industrisektorerne har ramt STMicroelectronics så hårdt, at den fransk-italienske mikrochipkoncern bliver nødt til at nedjustere forventningerne.

Skuffelsen vil være en våd klud i ansigtet på investorerne, der onsdag ellers havde handlet aktien 5,4 pct. højere efter en opløftende prognose fra den amerikanske konkurrent Texas Instruments.

Det er resultatet efter et første kvartal, der viste et større end ventet omsætningsdyk på 18 pct. til 3,47 mia. dollar, hvor analytikerkorpset adspurgt af Bloomberg News kun ventede et fald til 3,63 mia. dollar.

Bruttomarginen, driftsindtjeningen samt indtjeningen efter skat skuffer alle i første kvartal, hvor sidstnævnte blev mere end halveret til 551 mio. dollar mod estimeret 627,2 mio. dollar.

- Nettoomsætningen og bruttomargin landede i første kvartal begge under midtpunktet af vores forretningsudsigter, drevet af lavere omsætning i Automotive og Industrial, delvist opvejet af højere indtægter i Personal Electronics, skriver STMicroelectronic.

For andet kvartal venter STMicroelectronics en omsætning på 3,2 mia. dollar, hvilket er betydeligt under analytikerprognosen på 3,79 mia. dollar, mens bruttomarginen ses ramme 40 pct., hvilket også skuffer i forhold til analytikernes forventning på 42,4 pct.

For helåret nedjusterer selskabet forventningerne til omsætningen til 14-15 mia. dollar fra tidligere ventet 15,9-16,9 mia. dollar. Her lød analytikerprognosen på 16,21 mia. dollar.

.\\˙ MarketWire