Nordic Transport Group, NTG, har gennem sit datterselskab LGT Logistics købt aktiviteterne i Thortrans.

Det oplyser NTG i en pressemeddelelse.

Opkøbet ventes at bidrage med cirka 120 mio. kr. til LGT's omsætning over de næste 12 måneder.

Thortrans er specialiseret i logistik inden for møbler og køkkener, skriver NTG.

- Thortrans' ekspertise og solide position på det danske marked passer ideelt til vores ambition om at vækste inden for køkken- og møbellogistik. Opkøbet åbner nye muligheder for at styrke vores tjenester på tværs af Norden og videreudvikle Thortrans' allerede veletablerede køkkenserviceplatform, siger Jesper Petersen, der er topchef for Road & Logistics-divisionen i NTG, i meddelelsen.

Prisen for Thortrans' aktiviteter fremgår ikke.

Gennemførelsen af opkøbet er betinget af en godkendelse fra de danske konkurrencemyndigheder og af formaliteter forbundet med den igangværende rekonstruktion af Thortrans.

Nyheden kommer, dagen efter at Skifteretten i Randers har offentliggjort, at Thortrans har anmodet om at gå i rekonstruktion.

Selskabet havde i 2022/23 ifølge Mobilitywatch cirka 170 ansatte og leverede i regnskabsperioden en bruttofortjeneste på 93 mio. kr., et driftsoverskud på 5 mio. kr. og et overskud efter skat på 4 mio. kr.

Thortrans oplyste i forbindelse med regnskabet, at resultaterne i 2023/24 ville være "væsentligt mindre" end i 2022/23. Der er endnu ikke fremlagt regnskab for regnskabsåret 2023/24, der blev afsluttet i juni 2024.

.\\˙ MarketWire