Når beslutningstagerne i Den Europæiske Centralbank (ECB) torsdag i næste uge sætter sig ned til årets sidste rentemøde, bliver udfaldet højst sandsynligt en rentenedsættelse. Størrelsen på rentenedsættelsen er imidlertid fortsat et ubesvaret spørgsmål.
Det skriver Danske Bank i et notat fredag.
Banken peger blandt andet på forværrede vækstudsigter og en inflation, der nærmer sig målsætningen, som argumenter for, at en stor rentenedsættelse kan komme på tale.
- Da indikatorerne for aktiviteten ser dystre ud på vej ind i 2025, er argumenterne for en rentesænkning på 50 basispoint blevet styrket, lyder vurderingen fra Danske Bank.
Danske Bank peger dog samtidig på, at mens en sænkning på 50 basispoint helt sikkert vil blive diskuteret, så lader en lille rentenedsættelse på 25 basispoint til at være det mest sandsynlige udfald.
- Vi vurderer, at ECB i sidste ende vil levere en rentenedsættelse på 25 basispoint og samtidig melde ud, at den er åben over for enhver størrelse af rentenedsættelser på fremtidige møder, afhængigt af de indkommende data, lyder det i notatet.
Danske Bank peger imidlertid samtidig på, at størrelsen på næste uges rentesænkning ikke kommer til at betyde meget i det store billede.
- Vi bør i stedet fokusere på, hvor styringsrenten ender i denne cyklus, selv om vi ikke forventer nogen udmeldinger om dette. Markederne kan dog tolke en nedsættelse på 50 basispoint som et signal om en lavere slutrente - og det kan endda være et signal, som ECB ønsker at sende, skriver Danske Bank.
Markederne læner sig imidlertid kraftigt op ad den lille rentenedsættelse på 25 basispoint på det kommende rentemøde. Ifølge tal fra Bloomberg indrener markedet fredag en rentenedsættelse på 27 basispoint, og da ECB sænker renten med enten 25 eller 50 basispoint, peger det altså på en lille rentenedsættelse.
På længere sigt forventer Danske Bank, at ECB leverer en række rentenedsættelser i løbet af 2025, hvor slutrenten i september næste år vil lande på 1,50 pct.
ECB har indtil videre sænket den ledende europæiske indskudsrente over tre omgange i 2024. På seneste møde i oktober blev renten sænket med 25 basispoint til 3,25 pct.
.\\˙ MarketWire