Handelsbanken har valgt at hæve anbefalingen på aktien i Royal Unibrew til "hold" fra "sælg", efter det banken kalder for "et solidt regnskab".

Det fremgår af et notat fra Handelsbanken.

Unibrew præciserede sine forventninger til hele året, så omsætningen og driftsresultatet EBIT nu ses ramme i toppen af de tidligere udmeldte intervaller på henholdsvis 7575-7650 mio. kr. og 1440-1465 mio. kr.

Det betyder ifølge Handelsbanken, at bryggerikoncernen venter et driftsresultat i fjerde kvartal i intervallet 239-264 mio. kr.

- Vi vurderer, at dette relativt nemt kan opnås, eftersom selskabets driftsresultat i tredje kvartal endte på 491 mio. kr. Som følge heraf kan vi på nuværende tidspunkt ikke udelukke, at selskabet opjusterer deres helårsforventninger, skriver banken.

Kursmålet har ligeledes fået et nøk op, så det nu er på 600 kr. mod tidligere 550 kr.

/ritzau/FINANS