Skako suspenderer forventningerne for 2020 og trækker sit forslag om udbytte til aktionærerne tilbage.

Det oplyser selskabet onsdag eftermiddag og angiver usikkerheden for den globale økonomi i forbindelse med udbruddet af coronavirus som årsagen.

- Da situationen er uden fortilfælde og udviklingen meget forskellig på de enkelte markeder, er det vanskeligt at forudsige de økonomiske konsekvenser. Vi forventer at kunne give en opdatering vedrørende vores forventninger til 2020 i forbindelse med offentliggørelsen af vores kvartalsrapport for første kvartal 2020, skriver Skako i en meddelelse til fondsbørsen.

Skako sætter gang i "et bredspektret kortsigtet spareprogram ved at sænke selskabets omkostninger i 2020". Det skal medvirke til, at selskabet kan bevare så mange arbejdspladser som muligt og begrænse de økonomiske effekter.

- Tiltagene indebærer generelle besparelser, stop for nyansættelser og investeringer, suspendering af al bonus for 2020 samt midlertidig hjemsendelse af medarbejdere i koncernens danske og franske selskaber.

- De hjemsendte medarbejdere, som indgår under de enkelte landes støtteprogrammer til virksomheder under Covid-19, afskediges ikke og oppebærer mellem 80 pct. og 100 pct. af deres normalløn i den periode, de er hjemsendt, oplyser selskabet.

Som en sikkerhedsforanstaltning har selskabet besluttet at trække forslaget om udbyttebetaling på 2 kr. per aktie tilbage for at sikre likviditeten.

- Det ærgrer os at skulle komme med denne meddelelse, så kort tid efter vi har offentliggjort en årsrapport med et flot resultat for 2019 og positive forventninger til 2020.

- Nu må vi i stedet koncentrere os om de kortsigtede hensyn til vores kunder og medarbejdere og sikre, at virksomheden kan fortsætte sin positive udvikling, når Covid-19 krisen er lagt bag os, siger bestyrelsesformand Jens Wittrup Willumsen om tiltagene.

/ritzau/FINANS