Arbejdsløsheden i eurozonen steg mindre, end hvad økonomerne havde estimeret i april.

Det fremgår af tal fra Eurostat, der er offentliggjort onsdag.

Arbejdsløsheden i eurozonen steg til 7,3 pct. i april fra 7,1 pct. i marts. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet en noget større stigning til 8,2 pct.

Tallet for marts er i øvrigt revideret ned med 0,3 procentpoint, da det oprindeligt var offentliggjort til 7,4.

I runde tal var det omkring 11,9 mio. mennesker, der ikke havde arbejde i april i eurozonen, hvilket var en stigning på 211.000 fra marts.

For kvinder forblev arbejdsløsheden på 7,6 pct. i forhold til marts, mens mændene så en stigning til 7,0 pct. fra 6,8 pct.

/ritzau/FINANS