Der ventes dårligt nyt fra vækstfronten, når Den Europæiske Centralbank, ECB, torsdag holder pengepolitisk møde.

Det vurderer Frederik Engholm, chefstrateg i Nykredit, i en analyse.

- Christine Lagarde (formand for ECB, red.) har for nylig ytret, at ECB ser væksten i 2020 lande et sted mellem dens negative scenarie på minus 12 pct. og dens mellemscenarie på minus 8 pct. Vi venter, at tabsprognosen lander omkring minus 9 pct., skriver Frederik Engholm.

Han forventer også, at der kommer en melding om, at ECB's pandemi-opkøbsprogram (PEPP), der blev lanceret i marts med en ramme på 750 mia. euro, bliver styrket.

- Meget tyder på, at behovet for at understøtte markedet over de kommende kvartaler kan vise sig endnu større. Her vil massive hjælpepakker og budgetunderskud lede til voldsomt udstedelsesbehov, vurderer Frederik Engholm.

I USA har den amerikanske centralbank, FED, vist vejen ved i løbet af blot to uger i marts at opkøbe statsobligationer i et omfang, der i grove træk svarer til hele ECB’s kriseprogram.

Det viser ifølge Frederik Engholm, at centralbanker med færre institutionelle begrænsninger ikke finder det utænkeligt at gå den vej.

- I Europa vil effekten sandsynligvis være større, da kreditpræmier i periferien kan påvirkes kraftigt og dermed øge den pengepolitiske gennemslagskraft, skriver Frederik Engholm.

Der er dog også den mulighed, at ECB trækker pinen ud, som centralbanken hidtil har gjort, for at lægge pres på EU-landenes politikere for få gennemført den genopretningsfond, som EU-Kommissionen har anbefalet.

- Så mens vi ser betydelig sandsynlighed for en forhøjelse af opkøbsrammer, så er timingen mere usikker. Vi vurderer, at en fordobling af ECB’s pandemiprogram (PEPP) vil være passende, lyder det fra Frederik Engholm.

I forhold til renten venter han ikke noget nyt på mødet torsdag - og heller ikke de kommende kvartaler.

- ECB vil i stedet hæfte sig ved lempelsen af lånevilkårene i TLTRO3, der som en rentenedsættelse tilskynder lavere udlånsrenter i banksystemet, vurderer Frederik Engholm.

/ritzau/FINANS